Fødselsdagen, der absolut ikke blev som forventet
Kan man forudse, hvilke følelser, hvilken stemning eller hvilken tilstand man vil være i på en dag ude i fremtiden?
Mit svar er nej. Kan man til gengæld have en masse forventninger til, hvordan man håber, dagen kommer til at foregå? Ja.
Jeg skriver ofte mine blogindlæg, når jeg er allermest sårbar. Måske fordi det er dér, jeg mærker tydeligst. Det er dér, følelserne ikke bare er noget, jeg kan huske eller fortælle om bagefter. De sidder lige dér i kroppen. Tankerne er der. Irritationen er der. Trætheden er der.
Og det er faktisk også dér, jeg lærer rigtig meget om mig selv.
Så dette blogindlæg bliver ikke skrevet fra den anden side af noget, hvor jeg kan kigge tilbage og sige: “Se, sådan løste jeg det.”
Jeg står stadig lidt midt i det. Og hold nu op en weekend.
Da farverne forsvandt
Jeg plejer at være et menneske med mange farver. Jeg snakker, griner og fjoller. Jeg danser og har idéer. Jeg mærker meget, tænker meget og deler meget, men denne weekend forsvandt farverne lidt.
Jeg blev sort-hvid.
Jeg manglede simpelthen ressourcerne til at skabe alle farverne. De var stort set ikke til rådighed, og jeg måtte tage til takke med det, der var.
Lørdag var jeg enormt træt. Jeg kunne meget tydeligt mærke, at jeg havde brug for at skrue ned. Vi skulle holde fødselsdag søndag, og der var selvfølgelig ting, der skulle ordnes, men jeg besluttede mig for, at ambitionsniveauet måtte sænkes.
Vi behøvede ikke flere forskellige hjemmelavede kager. Vi kunne købe noget færdigt. Jeg kunne lave æblekagen.
Resten måtte være godt nok.
Min mand og jeg tog ud og handlede det nødvendige sammen, og da jeg kom hjem, lagde jeg mig på sofaen, så fjernsyn og sov. Senere skulle han til fødselsdag, de store børn var ude, og jeg var hjemme med den mindste.
Efter noget tid kom der lidt mere energi igen. Jeg styrketrænede, fordi jeg havde lyst. Jeg skrællede æbler og lavede mad, fordi det var vigtigt at få gjort. Ikke fordi jeg pludselig var tilbage på 100 procent, men fordi der var lidt mere at give af.
Og sådan bølgede det.
Min cyklus er også en del af billedet
Jeg er i ugen op til min menstruation. Og det er efterhånden blevet ret tydeligt for mig, at jeg i denne del af min cyklus nogle gange reagerer anderledes.
Jeg kan være mere træt, mere irritabel og mere følsom. Min buffer kan ganske enkelt være mindre.
Det interessante er, at jeg først for alvor blev opmærksom på min cyklus, da jeg tog min stressrådgiveruddannelse for fem år siden.
Fem år. Det er jo faktisk ikke særlig lang tid.
Indtil da havde jeg ikke denne forståelse af min egen cyklus. Nu har jeg fulgt den, været nysgerrig på den og lært mere og mere om mig selv. Og jeg lærer stadig den dag i dag.
Det stopper jo ikke, fordi jeg bliver ældre. Jeg ved heller ikke altid præcis, hvad der er hvad. Er jeg mere opmærksom på symptomerne og min adfærd, fordi jeg ved, hvor jeg er i min cyklus? Kan min opmærksomhed nogle gange være med til at forstærke min oplevelse?
Ja, måske.
Er der samtidig et mønster, som både jeg og min mand gennem længere tid har lagt mærke til? Ja. Og behøver jeg vælge én forklaring?
Nej, egentlig ikke. Selvom vi nogle gange næsten kan få følelsen af, at vi skal stå skoleret og forsvare hver eneste handling, vi foretager os – og helst med en forklaring, som modparten kan forstå og acceptere. For ellers kræver det endnu mere arbejde.
Vi taler så meget om at turde være os selv og stå autentisk ved den, vi er. Men nogle gange kan det næsten føles, som om den autenticitet kun er velkommen, så længe den falder i god jord hos modparten.
Forskellighed er dejligt – lige indtil vores forskellige behov støder sammen.
Jeg kan være i min lutealfase OG have haft en travl uge. Jeg kan være hormonelt påvirket OG være træt efter arbejde. Jeg kan have mindre overskud OG have mange praktiske og mentale løse ender. Det ene behøver ikke udelukke det andet.
Men jeg har jo lært at passe på mig selv?
Ja. Og det er lige præcis det, jeg gjorde.
Tidligere kunne jeg meget lettere fortsætte. Blive ved. Ordne. Smile. Præstere. Presse lidt mere ud af mig selv. Nu opdager jeg tidligere: “Maria, du skal ned i gear.”
Og så gør jeg det. Det interessante er, at det udefra måske kan ligne, at jeg har fået det værre, fordi jeg ikke nødvendigvis skjuler det længere.
Når jeg er træt, kan man se det. Når jeg er mut – som min mor plejer at kalde mig, når jeg bliver mere stille i modsætning til mit ellers friske og farverige væsen – kan man se det. Og jeg ønsker faktisk heller ikke at lægge skjul på det.
Når jeg ikke har lyst til at snakke, snakker jeg mindre.
Jeg kan ikke sætte et filter på og pludselig blive den sprudlende version af mig selv, fordi det ville være mere behageligt for omgivelserne.
Og nej. Det betyder ikke, at jeg dermed må behandle andre mennesker dårligt. Jeg har stadig ansvar for min adfærd, men ansvar betyder ikke, at jeg skal holde op med at være menneske.
Når det gamle sår bliver ramt
For lige dér kan jeg hurtigt få rippet op i et gammelt sår. Såret, der handler om følelsen af ikke at gøre det godt nok. For nogle gange kan det næsten føles, som om det er lige meget, hvad jeg gør, så er det ikke helt rigtigt.
Når jeg forsøger at passe på mig selv, kan jeg blive for stille og ikke energisk nok. Når jeg er fuld af energi og sætter gang i en masse, kan jeg pludselig have for mange jern i ilden.
Og den følelse er hård at være i, når den rammer. For en del af mig ved godt, at jeg er lige præcis, som jeg skal være. Og jeg kan samtidig sagtens forstå, at kontrasten kan være stor for dem omkring mig. At en middelvej måske havde været lettere at være sammen med.
Det kan sagtens være, at jeg kunne have gjort nogle ting anderledes, men jeg kan ikke ændre fortiden.
Jeg kan lære af den og gøre noget anderledes fremover. Og når min kære krop fortæller mig, at jeg skal rette ind og skrue ned, så vil jeg gerne lytte. – Men hvis jeg selv dér får følelsen af, at det også er forkert – at jeg helst skulle have lyttet på en anden måde – så bliver det nærmest umuligt at være menneske.
Og lige præcis dér ligger der ofte nogle vigtige spor.
Burde jeg ikke vide bedre?
Den tanke kommer selvfølgelig også. Burde jeg ikke vide bedre?
Jeg er stressrådgiver. Jeg arbejder med mennesker. Jeg underviser i stress, nervesystem, mønstre, adfærd, selvomsorg og regulering. Så burde jeg vel vide præcis, hvad jeg skal gøre?
Det gør jeg faktisk også ofte, men at vide, hvad der hjælper, betyder ikke, at jeg aldrig bliver presset.
At være stressrådgiver betyder ikke, at jeg aldrig mærker stress. At vide noget om nervesystemet betyder ikke, at mit eget nervesystem aldrig reagerer. At kende min cyklus betyder ikke, at jeg kan trykke på en knap og fjerne PMS.
Og at være bevidst om mine mønstre betyder ikke, at jeg altid formår at handle præcis, som jeg helst ville. Jeg er ikke blevet uddannet til at holde op med at være menneske.
Du træner på de gode dage
Forleden skrev jeg nogle tanker ned om træning og slagmarken, og efter denne weekend giver de næsten endnu mere mening for mig.
Du træner på de gode dage, når du har ressourcerne. Du øver dig i at mærke dig selv. Du bliver bevidst om dine mønstre. Du lærer nye måder at handle på. Du visualiserer. Du undersøger dine blinde vinkler.
Lidt ligesom en soldat ikke bliver sendt direkte ud på slagmarken uden træning. Man øver manøvrerne først, men træningen betyder ikke, at soldaten aldrig får en rift, når slaget begynder. For slagmarken er uforudsigelig. Du ved ikke altid, hvad du møder.
Og selvom du er trænet, kan du stadig blive ramt. Det betyder ikke, at træningen var spildt. Måske betyder det bare, at du bagefter opdager endnu en blind vinkel.
Denne weekend stod jeg selv på en af mine små slagmarker. Og jeg fik rifter.
Når den, der er min ryg, pludselig står på den anden side
Min mand og jeg ramte hinanden. Og jeg hader de situationer.
For han er min ryg. Han er den, jeg står sammen med. Vi er et team. Og når vi pludselig begynder at bevæge os væk fra hinanden i stedet for hen imod hinanden, kan det næsten føles, som om hele min verden ramler lidt.
Det er måske også derfor, konflikter mellem os kan ramme så hårdt. Jeg ved samtidig godt, at det ofte er de situationer, der bagefter er med til at gøre os endnu stærkere. Vi bliver klogere på hinanden, vi opdager noget nyt, og vi finder tilbage igen.
Så det er ikke så skidt, at det ikke kan være godt for noget, men det gør det ikke mindre hårdt, mens det står på.
Jeg var allerede sårbar og træt. Han oplevede samtidig, at det var svært at stå ved siden af. Begge dele kan være sandt. Han må godt synes, det er svært, når jeg lukker mig mere inde. Jeg må godt blive ramt af noget, han siger. Og nogle gange bliver kommunikationen bare ikke særlig køn.
Samtalen blev taget lige dér, hvor jeg var allermest sårbar og lav på ressourcer. Og i den tilstand kan selv ord, der måske var landet helt anderledes på en anden dag, opleves langt kraftigere.
Jeg kan mærke kampen i mig. Som om jeg enten skal mande mig op og kæmpe tilbage eller risikere at tabe. Og det får mig til at tænke på timing. For behøver alle svære samtaler blive taget, lige når de opstår?
Nogle gange er problemet måske ikke, AT noget bliver sagt, men HVORNÅR det bliver sagt. Hvis vi allerede ved, at den ene står med meget få ressourcer, kan det måske være klogere at vente, til der igen er lidt mere plads til at høre hinanden.
Det betyder ikke, at min mand skal gå på æggeskaller omkring mig. Og det betyder heller ikke, at hans behov, irritation eller oplevelse ikke må være der, men tidspunktet kan være afgørende for, om vi får en samtale – eller en kamp.
På et tidspunkt udbrød han:
“Jeg tier bare stille. Jeg siger ikke noget mere.”
Og jeg kunne nærmest høre min mors stemme og se hendes mimik for mig. Nøj, hvor har jeg hørt den sætning mange gange. Så jeg fik sågar kaldt ham Kirsten. Det hedder min mor.
Det var ikke ligefrem et højdepunkt inden for konstruktiv parkommunikation. Så var vi vist nået til mudder mod mudder. For hvad hjælper sætningen “så siger jeg bare ikke noget mere” egentlig?
For mig skaber den bare endnu mere afstand. Det handler jo ikke om, at den anden ikke må sige noget. Det handler om, hvordan vi siger det – og nogle gange om timingen.
Og der er også noget andet i det. For hvis noget rammer mig, er det ikke sikkert, at jeg har et svar med det samme. Nogle gange bliver jeg stille, fordi jeg lige skal have det sunket. Jeg skal lige mærke efter, tænke og finde ud af, hvad det egentlig er, der bliver ramt i mig, før jeg åbner munden.
Hvis jeg bare reagerer med det samme, mens det hele bruser, er der langt større risiko for, at jeg får sagt noget, jeg egentlig ikke mener, eller får sendt endnu mere mudder tilbage.
Så stilheden kan faktisk være min måde at skabe nok afstand til, at jeg kan finde mig selv igen.
Jeg ved godt, at stilhed også kan være svær at stå overfor. Den anden kan opleve den som afvisning eller som om, man bliver lukket ude. Og det er måske netop dér, misforståelsen kan vokse, men for mig betyder stilheden ikke nødvendigvis:
“Jeg vil ikke tale med dig.”
Nogle gange betyder den bare:
“Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige endnu. Jeg skal lige finde ud af, hvad der foregår i mig.”
Og det synes jeg faktisk også, der skal være plads til. Jeg kan godt se bagefter, at jeg selv gik med ind i kampen. Det tager jeg ansvar for, men jeg nægter samtidig at bruge sådan et øjeblik som dokumentation for, at hele min måde at være i det svære på er forkert.
Da jeg havde brug for at være alene
Den aften trak jeg mig. Vi endte med at sove hver for sig. Ikke som en stor dramatisk markering, men fordi jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at være alene.
Jeg sov elendigt. Vendte og drejede mig, og kroppen var stadig på arbejde, selvom jeg egentlig havde allermest brug for søvn.
Næste morgen skulle vi i gang. Der skulle holdes fælles fødselsdag. Og på en eller anden måde var min datters fødselsdag vigtigere for mig end min egen lige dér. Det var også hendes dag, og det var derfor, jeg stod op og gik i gang med at forberede den brunch, vi havde planlagt.
Jeg stegte bacon og æg, bagte boller og fik gjort det, der skulle gøres. Så gik jeg ned, tog pænt tøj på og gjorde mig klar til gæsterne.
Jeg klarede mig igennem, men jeg var meget i handle- og gøreenergi. Og det var faktisk også en måde at passe på mig selv på.
For jeg havde ikke særlig meget brug for det sociale. Jeg havde ikke ressourcerne til at være den sprudlende værtinde. Jeg havde også svært ved det med gaverne. Ikke fordi andre havde gjort noget forkert, men fordi begejstringen ganske enkelt ikke lå lige for.
Det er ikke en side af mig selv, jeg synes er særlig sjov at vise frem, men det var sådan, det var.
Gæsterne kunne selvfølgelig mærke, at stemningen omkring mig var anderledes. De kendte jo ikke nødvendigvis hele baggrunden og kunne derfor heller ikke vide, hvad der foregik inde i mig.
Nogle prøvede forsigtigt at spørge ind eller løfte stemningen, og jeg svarede, som jeg nu engang kunne.
Min mor bemærkede mere direkte, at jeg så mut ud. Og ja. Det gjorde jeg nok, men nogle gange behøver et menneske måske ikke så meget andet end at blive mødt med:
“Jeg kan godt se, du ikke er helt på toppen i dag. Det er okay.”
Og så få lov til at være.
Jeg kunne godt handle. Jeg kunne godt gøre. Jeg kunne godt sørge for, at fødselsdagen blev holdt, men jeg kunne ikke samtidig trylle en følelse frem, som ikke var der.
Og måske er det netop dér, noget vigtigt ligger. For jeg vidste faktisk godt, hvad jeg gjorde.
Jeg er ikke en marionetdukke for mit nervesystem
Når vi taler om nervesystemet, kan det nogle gange komme til at lyde, som om mennesket forsvinder. Som om nervesystemet tager over, og så står vi dér som en marionetdukke uden nogen anelse om, hvad vi foretager os.
Sådan oplever jeg det ikke. Jeg ved godt, når jeg trækker mig. Jeg ved godt, når jeg bliver stille. Jeg ved godt, når jeg hellere vil handle og gøre end sidde midt i et socialt rum. Jeg ved godt, når jeg har brug for at lægge mig. Og jeg ved godt, hvorfor jeg gør det.
Min krop fortæller mig noget. Mit nervesystem forsøger ikke at sabotere mig. Tværtimod. Jeg ser mit nervesystem som min ven. Og stressreaktionen kan også være min ven.
Den kan sige: “Hey Maria. Der har været for meget. Batteriet er ved at være lavt. Nu hjælper jeg dig med at skrue ned.”
Måske bliver min verden lidt mindre. Måske forsvinder nogle af farverne. Måske bliver jeg mere stille og trækker mig fra noget af det sociale, men det kan netop være kroppens måde at hjælpe mig med at passe på de ressourcer, der er tilbage.
Jeg har stadig ansvar for, hvad jeg gør, men jeg er ikke ubevidst om det. Og når jeg kan mærke, hvad jeg har brug for, forsøger jeg faktisk at give mig selv det.
Når selv det bliver forkert
Og måske er det netop derfor, det kan gøre så ondt, når det bliver mødt med:
“Hvad laver du?”
“Skulle du ikke lige have gjort det her?”
“Du er godt nok mut.”
“Hvad er der galt?”
For jeg er jo allerede i gang med at gøre noget. Jeg passer på mig selv. Hvis jeg har brug for at lægge mig, så har jeg brug for at lægge mig. Og ja, så kan det betyde, at en anden må gøre noget, som vi oprindeligt havde forestillet os, at jeg skulle gøre, men måske kunne vi også hjælpe hinanden med at sige:
“Okay. Planen var én ting. Ressourcerne er noget andet i dag. Så justerer vi.”
Måske skulle vi kravle i dag i stedet for at løbe. For de forventninger, vi lavede for 14 dage siden, blev lavet med de ressourcer, vi havde for 14 dage siden. De ressourcer har vi ikke nødvendigvis i dag. Det er også derfor, jeg selv arbejder ud fra:
Tag det, du kan bruge, og lad resten ligge, til du kan bruge det.
Vi må tilpasse os efter de ressourcer, vi faktisk har til rådighed – ikke dem, vi synes, vi burde have.
Og så kom der lige et par kommentarer oveni
Som om weekenden ikke allerede havde trykket på det gamle sår, kom der også et par kommentarer på et opslag, jeg havde delt omkring mit kommende fødselsdagstilbud.
Jeg havde valgt at bruge AI til nogle af billederne. Det gør jeg, fordi jeg godt kan lide AI som et kreativt værktøj. Jeg kan tage mine idéer, min humor, mit univers og alt det, der er mig, og lege med det på nye måder.
For mig er det stadig mig, og tro mig, hvis du følger med hos mig så ved du med sikkerhed, for det har jeg fortalt, at jeg anvender AI med en stor kritisk sans og det er meget vigtigt for mig at det er mig, man kan mærke hele vejen igennem.
Men et par mennesker kommenterede blandt andet, at de hellere ville se mig, og at AI-billederne for dem virkede stressende. Og lige dér gjorde det sgu noget ved mig. For selvfølgelig må andre have deres holdning.
Men ovenpå alt det andet landede det næsten direkte i det samme sår:
“Er det, jeg gør, nu heller ikke mig?”
Jo. Du kan tro det er 100 procent mig.
Jeg har valgt det. Jeg synes, det er sjovt. Jeg synes, det er kreativt. Og jeg bestemmer faktisk selv, hvordan mit univers skal se ud.
Så jeg satte også en grænse. Du må gerne synes noget andet, men så er det måske bare ikke mig, du skal følge.
Det ville måske have prellet anderledes af på en anden dag, men lige dér?
Nej. Det gjorde fandeme heller ikke situationen bedre. Og det er også menneskeligt.
Må jeg egentlig bare være gnaven?
For der er næsten opstået en idé om, at vi hele tiden skal regulere os hen imod den rigtige tilstand.
Er du irritabel? Så regulér.
Er du ked af det? Så regulér.
Er du urolig? Så regulér.
Er du træt? Så gør noget, men nogle gange er min regulering faktisk, at jeg IKKE gør mere. At jeg bliver stille. At jeg går væk. At jeg ligger på sofaen. At jeg ikke poster på Instagram. At jeg ikke spiller glad til en fødselsdag, når jeg ikke føler mig glad. At jeg accepterer, at jeg er lidt gnaven i dag.
Det betyder ikke, at jeg så bare må rive hovedet af andre, men måske behøver jeg heller ikke gøre min irritation forkert.
Måske må min familie nogle gange bare tænke:
“Okay. Hun har en dårlig dag.”
That’s it. Det behøver ikke analyseres, kommenteres eller fixes.
For meget eller for lidt – hvad vil I have?
Det er næsten dér, frustrationen nogle gange rammer mig.
For når jeg har gang i alt muligt, kan jeg høre:
“Maria, du har alt for mange bolde i luften.”
“Du skal også huske at tage den med ro.”
“Du gør for meget.”
Okay. Så tager jeg den med ro. Og så kan jeg høre:
“Du er godt nok mut, Maria.”
“Hvad er der galt, Maria?”
“Hvorfor er du sådan, Maria?”
Jamen hvad vil I have? I dag har Maria bare ikke paletten fremme. I dag lukker Maria lidt længere ned for at passe på sig selv, fordi der har været for meget.
Batteriet er sgu lidt lavt. Og ja, det kommer ubelejligt.
Det er lige præcis den dag, hvor vi har inviteret gæster. Det var ikke planen, men det er sådan, det er.
Så hvis jeg skal passe på mig selv, så lad mig gøre arbejdet med at passe på mig selv. Lad være med samtidig at give mig følelsen af, at jeg er forkert, fordi måden, jeg gør det på, ikke ser ud, som du havde forestillet dig.
For hvis der er noget, jeg ikke er, så er det forkert. Jeg gør faktisk lige præcis det, jeg kan med det, jeg har til rådighed. Og det ved jeg inderst inde godt.
Når det alligevel kan føles brutalt alene
Jeg ved godt, hvem jeg er. Jeg ved godt, hvad der er rigtigt for mig. Og jeg ved godt, at jeg ikke kan forvente, at andre mennesker har den samme holdning som mig.
Det gør jeg heller ikke, men nogle gange kan det alligevel føles brutalt alene. Som om der står en hel flok og kigger på én og siger:
“Udstødt. Gå fra flokken. Du passer ikke ind her.”
Velvidende at jeg inderst inde godt ved:
Jo. Det gør jeg. Jeg er ikke forkert, fordi jeg lige nu har brug for noget andet end flokken, men følelsen kan stadig være der. Og måske er det netop dér, jeg går lidt for mig selv. Ikke fordi jeg har givet op. Ikke fordi jeg ikke vil de andre, men fordi jeg i det øjeblik er mig selv nærmest. Og jeg ved, hvad der er rigtigt for mig.
Behøver vi altid en forklaring?
Det har også fået mig til at tænke over vores behov for forklaringer. Er det ADHD? Er det perimenopause? Er det PMS? Er det nervesystemet? Er det stress?
Forklaringer kan være enormt hjælpsomme. Selvfølgelig kan de det, men nogle gange kan jeg også få følelsen af, at vi nærmest skal have en forklaring eller en diagnose, før vi får lov til at sige:
“Jeg har mindre kapacitet lige nu.”
Jeg ved ikke, om jeg er i perimenopause. Jeg ved heller ikke, om jeg nogensinde skulle kunne passe ind i forskellige ADHD-beskrivelser. Og lige nu er det faktisk ikke det vigtigste for mig. Jeg ved, hvor jeg er i min cyklus. Jeg ved, at jeg har haft meget at forholde mig til. Jeg ved, at jeg har sovet dårligt. Jeg ved, at der har været mange tanker.
Og jeg ved, at jeg reagerer. Det er information nok til, at jeg kan begynde at tage hånd om mig selv.
Måske er det netop dét, en Stressagent gør
En Stressagent finder ikke nødvendigvis den ene rigtige forklaring.
Hun er nysgerrig. Hun samler spor. Hun opdager mønstre. Hun prøver noget. Hun observerer. Hun justerer. Og hun accepterer samtidig, at hun ikke kan kontrollere alt.
Jeg er stadig ved at lære min egen cyklus at kende. Jeg er stadig ved at lære mine mønstre bedre at kende. Jeg lærer stadig om relationer. Om stress. Om nervesystemet.
Om mig selv. Fem år efter min stressrådgiveruddannelse. Og forhåbentlig lærer jeg stadig om 20 år.
For jeg er ikke færdig. Jeg bliver heller aldrig perfekt. Og det er heller ikke målet.
Måske har jeg tidligere haft en forestilling om, at hvis bare jeg lærte nok, trænede nok og blev bevidst nok, så ville jeg til sidst kunne håndtere alting “rigtigt”.
Det tror jeg ikke længere på. Jeg tror, træningen skal hjælpe mig med at stå i livet. Ikke fjerne livet. Når jeg går ud på slagmarken, kommer jeg stadig til at få rifter. Nogle gange bliver jeg såret. Nogle gange reagerer jeg på en måde, jeg bagefter ville ønske, jeg havde håndteret anderledes.
Så må jeg kigge på det. Tage ansvar. Reparere, hvis jeg har ramt et andet menneske. Lære. Og træne videre, men jeg behøver ikke banke mig selv oven i hovedet, fordi jeg endnu engang viste mig at være et menneske.
Denne weekend var jeg ikke særlig farverig. Jeg var mest sort-hvid, men sort og hvid er også en del af min palet.
Farverne er ikke væk. De kommer helt sikkert igen. Og indtil da må jeg godt være lige her.
