Vi tager ofte en kold tyrker og forventer, at kroppen bare følger med. Men kroppen arbejder ikke med en tænd/sluk-knap, den arbejder med overgange.
Jeg kom hjem fra Sverige i går. Det havde været en dejlig ferie.
Vi havde grinet, badet, set elge, nydt naturen og været sammen som familie. Hvis du havde spurgt mig, om vi havde haft en god ferie, vil mit svar været et klart ja.
Hvis du i stedet havde spurgt mig, hvordan jeg havde haft det inde i min egen krop, ville svaret været et andet.
For sandheden er, at jeg ikke rigtig følte mig som mig selv. Faktisk begyndte følelsen allerede få dage efter, vi var kommet afsted.
Jeg følte mig oppustet. Ikke bare sådan lidt oppustet, som de fleste af os kan blive. Jeg følte mig så oppustet, at jeg næsten havde følelsen af, at jeg havde efterladt min egen krop derhjemme og var taget afsted i en anden.
Mit tøj sad anderledes. Jeg følte mig tung. Jeg havde svært ved at genkende mig selv. Og selvom en del af mig godt vidste, at det helt sikkert var en reaktion på alt det nye, at jeg havde menstruation og at mine hormoner raserede i min krop, så begyndte den gamle stemme alligevel at hviske.
“Hvad nu hvis du har taget det hele på igen og alt det du har opbygget er væk?”
Den stemme kender jeg. Alt for godt.
Den stemme har været med mig længe
Jeg har været overvægtig som barn.
Jeg har brugt mange år af mit liv på at lade min værdi hænge sammen med, hvordan min krop så ud. Jeg har stået foran spejlet flere gange, end jeg har lyst til at tælle.
Drejet mig. Holdt vejret. Suget maven ind. Ledt efter en vinkel, hvor jeg kunne holde ud at kigge på mig selv. Og når jeg ikke kunne finde den. Så blev jeg hård ved mig selv. Meget hård. Jeg kunne sige ting der kun forstærkede de triste og ked af det følelser der kun gjorde det hele værre.
Tanker som “wow hvor er du tyk, og det er jo din egen skyld- du kunne jo bare lade vær med at spise det stykke slik, eller drikke det glas øl. du ved hvor meget det kan ødelægge og påvirke vægten”
“Du bliver nødt til at sulte sig selv nu, eller træne endnu mere”
Frem med pisken metoden.
Derfor overraskede det mig egentlig ikke, at de gamle tanker bankede på under ferien. Det, der overraskede mig, var noget helt andet.
Jeg valgte ikke at tro på dem.
Jeg blev stadig påvirket
Misforstå mig ikke. Det var ikke, fordi tankerne ikke gjorde ondt. Det gjorde de. Jeg kunne mærke dem. Jeg kunne mærke frustrationen. Jeg kunne mærke usikkerheden. Jeg kunne mærke frygten for, at det hele var på vej den forkerte vej, men denne gang lod jeg dem ikke styre mine handlinger.
Og det er en kæmpe forskel.
For 10-15 år siden havde den her ferie sandsynligvis set helt anderledes ud. Jeg havde måske tænkt:
“Så kan det også være lige meget.”
“Nu har du ødelagt det hele.”
“Nu kan du lige så godt spise resten af bradepanden.”
Ikke fordi jeg manglede viljestyrke, men fordi skammen havde overtaget styringen.
I dag ved jeg noget andet. Jeg ved, at én uge ikke kan slette flere års arbejde. Jeg ved, at tanker ikke altid fortæller sandheden.
Og vigtigst af alt… Jeg ved, at kroppen reagerer.
Jeg prøvede ikke at bekæmpe min krop
Jeg prøvede heller ikke at fikse den. I stedet blev jeg nysgerrig.
“Hvad er det egentlig, du prøver at fortælle mig?” Det spørgsmål har ændret meget for mig.
For tidligere ville jeg have set kroppen som problemet. Nu ser jeg den som en samarbejdspartner. Jeg kunne mærke, at noget arbejdede. Jeg kunne ikke helt få vejret ned i maven.
Min mand gjorde mig opmærksom på, at jeg rømmede mig hele tiden. Jeg havde faktisk selv lagt mærke til det. Jeg ved ikke præcis, hvorfor. Jeg kunne ikke forklare det. Måske var det spændinger. Måske var det alle de forandringer, kroppen stod midt i. Måske var det noget helt tredje, men i stedet for at blive bange for det, blev jeg nysgerrig. For kroppen forsøger ofte at fortælle os noget, længe før den råber.
Det var ikke én ting
Når jeg ser tilbage på ferien, kan jeg godt forstå, hvorfor min krop reagerede. Ikke fordi der var noget galt, men fordi der skete rigtig mange forandringer på én gang.
Et andet land. Et andet sommerhus. En ny seng. Andre lyde. Ændret måltider. Et andet vejr. Et andet tempo. Mange mennesker. Meget samvær. Mindre alenetid. Små ting hver for sig.
Og tilsammen… En stor omstilling. Og så slog det mig. Vi tager ofte på ferie, som om vi tager en kold tyrker.
Vi går direkte fra hverdag til ferie. Fra arbejde til afslapning. Fra 100 til 0. Og forventer, at kroppen bare følger med, men kroppen arbejder ikke med en tænd/sluk-knap, den arbejder med overgange.
Præcis ligesom et fly. Et fly letter ikke lodret og det lander heller ikke på ét sekund.
Der er en opstigning. En flyvning. En nedstigning. Og en landing. Hvorfor forventer vi så, at vores nervesystem bare skal kunne det?
Ferie er også en omstilling
Da vi planlagde ferien, gjorde vi faktisk noget, som jeg altid anbefaler andre.
Vi forventningsafstemte.
Vi talte om, hvad vi hver især havde brug for. Vi talte om pauser. Vi talte om, at vi skulle mærke efter undervejs. For jeg ved godt, at mange konflikter ikke opstår, fordi vi vil hinanden det dårligt. De opstår, fordi vi går ind i en situation med forskellige forventninger.
Og forventninger kan være en af de største stressfaktorer, vi har. Så vi gjorde vores forarbejde, men der var én ting, jeg blev mindet om.
Forventningsafstemning betyder ikke, at du kan planlægge alt. For du ved først, hvordan du reagerer, når du står midt i situationen. Og det gjorde vi.
Jeg elsker mine svigerforældre
Noget af det, der også fyldte på ferien, var, at vi var afsted sammen med mine svigerforældre.
Og jeg har faktisk lyst til at skrive det meget tydeligt. Jeg holder utrolig meget af dem. Vi hygger os sammen. Vi griner sammen. De er fantastiske bedsteforældre.
Så det her handler ikke om dem. Det handler om nervesystemet. For selv mennesker, vi elsker, kan være en belastning for vores nervesystem. Ikke fordi de gør noget forkert, men fordi samværet bliver anderledes.
Vi er sammen hele dagen. Vi mærker hele tiden ind.
“Hvad har de lyst til?”
“Hvad har vi lyst til?”
“Skal vi blive?”
“Skal vi køre?”
“Har alle fået nok?”
“Har nogen brug for en pause?”
Det kræver energi. Ikke dårlig energi. Bare energi. Og kroppen registrerer ikke, om belastningen kommer fra noget dejligt eller noget svært. Den registrerer bare, at den hele tiden skal tilpasse sig.
Vi glemmer ofte de små belastninger
Min mand sagde faktisk noget, undervejs på ferien og igen som refleksion da vi kom hjem. Han havde været træt på en måde, han ikke helt havde forventet. Og det gav egentlig god mening.
For han havde kørt hele vejen. Ikke bare kørt. Han havde kørt med GPS. Samtidig skulle han holde øje med, om mine svigerforældre stadig var bag os. Skulle han sætte farten op? Ned? Var de stadig med? Skulle han vente? Der var hele tiden noget, han skulle være opmærksom på. Små ting, men mange små ting bliver til én stor belastning.
Og sådan er det faktisk ofte med stress. Det er sjældent én stor ting. Det er summen af mange små ting.
Selv vejret begyndte at fylde
Det lyder næsten lidt fjollet, men vejret påvirkede mig faktisk mere, end jeg havde regnet med.
Hjemme havde vi haft rigtig sommer. Sol med masse af den skønne varme, som jeg elsker. Bare ben. Så selvom jeg godt vidste, at Sverige ville være køligere, havde jeg nok alligevel pakket med en forventning om lidt mere sommer.
Da vi kom frem, blæste det mere. Det var køligere. Og pludselig følte jeg ikke, at jeg havde det rigtige tøj med. Ikke fordi jeg manglede tøj, men fordi jeg ikke følte mig godt tilpas i det.
Og når du i forvejen føler dig fremmed i din egen krop, kan sådan en lille ting komme til at fylde overraskende meget. Ikke fordi tøjet er problemet, men fordi det bliver endnu en lille sten i rygsækken.
Måske er der slet ikke noget galt med dig
Det slog mig faktisk under ferien. Hvor mange mon går rundt med præcis de samme følelser? Måske ligger du på en campingplads. Måske i et sommerhus. Måske på et hotel.
Og tænker:
“Hvorfor kan jeg ikke bare slappe af?”
“Jeg har jo ferie.”
Hvis du kan genkende det… Så vil jeg gerne sige noget til dig. Måske er der slet ikke noget galt med dig. Måske forsøger din krop bare at finde fodfæste.
Et nyt sted. En ny seng. Nye lyde. Et andet tempo. Andre mennesker. Et andet sprog. Andre måltider. Et andet vejr. Måske sover du lettere. Måske vågner du flere gange om natten. Måske vender og drejer du dig mere. Måske føler du dig mere oppustet. Måske bliver du mere følsom. Måske savner du hjem, selvom du nyder at være væk.
Det betyder ikke nødvendigvis, at du holder ferie forkert. Det betyder ikke nødvendigvis, at du er ved at blive syg. Det kan ganske enkelt være din krops måde at sige:
“Jeg er stadig ved at vænne mig til alt det nye.”
Og ved du hvad? Det er faktisk helt okay.
Ferie er ikke en pause fra at være menneske
Det tror jeg faktisk var min største erkendelse. Vi taler ofte om ferie, som om vi trykker på en knap. Nu holder vi fri. Nu skal vi slappe af. Nu skal vi lade op, men kroppen fungerer ikke sådan.
Den tager ikke en kold tyrker. Den skal have tid. Tid til at falde til. Tid til at orientere sig. Tid til at mærke, at den er i sikkerhed. Og måske er det først dér, den begynder at finde ro.
Den største kamp foregik ikke udenfor. Den foregik indeni.
Hvis du havde mødt mig på ferien, tror jeg ikke, du havde tænkt, at der var noget galt.
Du havde set en kvinde, der hyggede sig med sin familie. En kvinde, der grinede. En kvinde, der badede. En kvinde, der gik ture. En kvinde, der trænede.
Du havde sikkert tænkt:
“Hun ser da ud til at have en dejlig ferie.”
Og det havde du også haft ret i, men der foregik også noget andet. Noget, som ingen kunne se. For den største kamp foregik ikke udenfor. Den foregik indeni.
Jeg stod foran spejlet
Flere gange under ferien stod jeg foran spejlet. Jeg drejede mig lidt. Kiggede fra den ene side. Så fra den anden. Jeg prøvede næsten ubevidst at finde den vinkel, hvor jeg følte mig pænest, men det var, som om mit blik hele tiden blev trukket hen mod det, jeg ikke kunne lide.
Min mave. Mine hofter. Den følelse af at være oppustet. Den følelse af ikke helt at kunne kende mig selv. Og lige dér kunne jeg mærke, hvor stærke gamle mønstre egentlig kan være. Ikke fordi de bestemte over mig, men fordi de stadig findes.
og værst af alt, jeg kunne endda fange mig selv i at begynde at sammenligne med med andre og deres succeser.
Den gamle Maria ville have gjort noget helt andet
For år tilbage havde den her ferie sandsynligvis taget en helt anden drejning.
Jeg havde nok ladet vægten bestemme mit humør. Jeg havde måske tænkt:
“Nu er det hele ødelagt.”
“Så kan det også være lige meget.”
Og så havde jeg måske gjort det stik modsatte af det, jeg egentlig havde brug for.
Det var sådan, jeg reagerede dengang. Ikke fordi jeg var svag, men fordi jeg ikke vidste bedre. Jeg troede, at løsningen var at kontrollere kroppen. I dag ved jeg, at løsningen er at samarbejde med den.
Jeg valgte at minde mig selv om, hvem jeg er
Der var én ting, jeg gjorde hver eneste dag. Jeg tog makeup og farverigt tøj på. Jeg tog mine smykker på. Mine smukke blomsterhårklemmer. Jeg tog parfume på. Ikke fordi jeg ville skjule mig. Ikke fordi jeg skulle være fin for andre, men fordi det mindede mig om, hvem jeg er.
Det gjorde mig glad. Det gav mig en følelse af velvære. Det hjalp mig med at få øje på alt det ved mig selv, som jeg faktisk holder af. For når den indre kritiker aka. min indre stressmorder larmer, kan den få os til at tro, at hele billedet er grimt, men det passer ikke.
Den peger bare på én lille del og får os til at glemme resten. Den dag i dag kan jeg stadig høre den. Forskellen er bare, at jeg ikke længere tror på alt, hvad den fortæller mig.
Jeg fortsatte med det, der passer på mig
Noget af det, jeg faktisk er allermest stolt af, er ikke, at jeg havde en perfekt ferie.
Det havde jeg ikke.
Det er, at jeg fortsatte. Jeg trænede. Ikke fordi jeg skulle forbrænde noget, men fordi jeg kunne mærke, at min krop havde godt af bevægelse. Jeg spiste mine måltider rig på protein, fibre og selvfølgelig kulhydrater. Måltider der holdt mig mæt og mit blodsukker stabilt. Jeg drak vand. Jeg gik ture. Jeg mærkede efter.
Ikke én eneste gang trænede jeg for at straffe mig selv. Jeg trænede, fordi jeg ville passe på mig selv, og det er det der gør den kæmpe forskel.
Jeg savnede noget, jeg ikke havde regnet med
Der var også noget andet, der overraskede mig. Jeg savnede at skabe og være kreativ. Jeg savnede at reflektere, især det at få mine tanker ud.
Normalt bruger jeg faktisk ChatGPT som et refleksionsværktøj. Jeg sætter mig ned og indtaler mine tanker. Taler frit. Ikke fordi ChatGPT skal fortælle mig, hvad jeg skal mene, men fordi det hjælper mig med at høre mine egne tanker.
Når jeg får dem sagt højt, falder mange af brikkerne på plads, og det er faktisk blevet en del af min egenomsorg.
På ferien havde jeg ikke rigtig det rum. Sommerhuset var hyggeligt, men også meget lydt. Vi var sammen næsten hele tiden. Jeg havde ikke den lille stund, hvor jeg bare kunne være Maria. Og det gik faktisk op for mig, hvor meget den refleksion betyder for mig.
Ikke fordi jeg ikke kan holde ferie, men fordi refleksion er en del af den måde, jeg finder ro på.
Ligesom andre finder ro i meditation. En gåtur. En bog. Eller en kop kaffe i stilhed. Vi har alle vores egne måder. Og måske er det netop det vigtigste. At vi tør lære vores egne veje til ro at kende. Ikke dem, vi tror, vi burde have, men dem, der faktisk virker.
Måske er det dét, egenomsorg egentlig er
Den her ferie mindede mig om, at egenomsorg ikke altid ser ud, som vi tror.
Nogle gange er det en meditation. Andre gange er det en løbetur.
For mig var det også: At tage mine yndlingsøreringe på. At dufte til min parfume. At lægge en mascara. At træne, selv om jeg følte mig oppustet. At tale pænt til mig selv, når den indre stressmorder råbte højest. At holde fast i de vaner, der passer på mig. Ikke fordi de fjerner alle svære følelser, men fordi de hjælper mig igennem dem.
Og måske er det i virkeligheden dét, egenomsorg handler om. Ikke at få ubehaget til at forsvinde, men at blive hos sig selv, mens det er der.
Jeg havde besøg af min Stressmorder, men den fik ikke lov til at overtage sagen
Da vi kørte ind i indkørslen derhjemme, kunne jeg mærke noget slippe. Jeg smilede næsten for mig selv.
“Ude godt… hjemme bedst.”
Der er intet som den følelse. Ikke fordi ferien havde været dårlig. Tværtimod. Den havde været fyldt med oplevelser, grin, uno kortspil hvor jeg gentagne gange tabte til min 6 årige. Natur, hygge og nærvær, men den havde også været fyldt med overgange.
Og nu ventede endnu en. For ligesom kroppen skulle vænne sig til at være på ferie, skulle den nu også vænne sig til at være hjemme igen.
Det slog mig, hvor ofte vi forventer, at kroppen bare skal kunne skifte spor fra det ene øjeblik til det andet. Vi går fra arbejde til ferie. Fra ferie til arbejde. Fra hverdag til weekend. Fra weekend til mandag morgen. Vi tager en kold tyrker. Og forventer, at kroppen bare følger med, men kroppen arbejder ikke med en tænd/sluk-knap. Den arbejder med overgange. Og nogle gange har den bare brug for lidt længere tid, end hovedet synes, den burde.
Jeg lærte noget vigtigt om mig selv
Den her ferie lærte mig faktisk ikke, at jeg skulle gøre mere. Den lærte mig, at jeg skulle gøre mindre. Ikke mindre bevægelse. Ikke mindre omsorg, men mindre kamp.
Jeg behøvede ikke kæmpe imod følelsen af at være oppustet. Jeg behøvede ikke kæmpe imod tankerne. Jeg behøvede ikke skælde mig selv ud. Jeg skulle bare blive ved med at gøre det, jeg allerede ved virker.
Spise mine måltider. Bevæge mig. Sove. Drikke vand. Grine. Tale pænt til mig selv. Holde fast i mine vaner. Ikke fordi de giver et perfekt liv, men fordi de hjælper mig igennem de perioder, hvor livet larmer lidt mere.
Måske er der ikke noget galt med dig
Hvis du sidder og læser det her og kan genkende bare en lille smule…
Hvis du også bliver oppustet på ferie. Hvis du også føler dig mere træt. Hvis du også sover dårligere. Hvis du også savner hjem, selv om du nyder at være væk. Hvis du også mærker, at kroppen reagerer, når rutinerne ændrer sig.
Så vil jeg gerne sige noget til dig. Måske er der ikke noget galt med dig. Måske forsøger din krop bare at finde fodfæste. Måske prøver den ikke at modarbejde dig. Måske prøver den faktisk at passe på dig.
Og måske er det første, den har brug for, ikke at blive rettet, men at blive forstået.
Jeg bliver aldrig stressfri
Den her ferie blev en påmindelse om noget, jeg siger næsten hver eneste dag.
Du bliver aldrig stressfri.
Og det gælder også mig. Ikke fordi vi gør noget forkert, men fordi livet bliver ved med at overraske os. Der kommer nye situationer.
Nye mennesker. Nye omgivelser. Nye udfordringer. Du kan planlægge meget. Du kan forventningsafstemme. Du kan kende dig selv rigtig godt, men du ved aldrig med sikkerhed, hvordan du reagerer, før du står midt i situationen.
Hvis du havde spurgt mig, inden vi tog afsted, hvordan jeg troede, jeg ville have det på den her ferie… Så havde jeg aldrig gættet på, at det var følelsen af at være fremmed i min egen krop, der ville fylde mest, men det gjorde den.
Og det er okay. For det fortæller mig ikke, at jeg har fejlet.
Det fortæller mig bare, at jeg er menneske.
Jeg havde besøg af min Stressmorder
Den var der. Den hviskede.
“Du har taget på.”
“Dit tøj sidder forkert.”
“Du kan lige så godt give op.”
“Du er tilbage ved start.”
Jeg hørte den. Jeg mærkede den, men denne gang fik den ikke lov til at overtage sagen. For der var heldigvis også en anden stemme.
Min indre Stressagent.
Den stemme, der sagde:
“Maria… kroppen reagerer.”
“Du er et nyt sted.”
“Du har haft menstruation.”
“Du er sammen med mennesker hele tiden.”
“Du har ændret rutiner.”
“Du har sovet anderledes.”
“Du har gjort det bedste, du kunne.”
“Du skal ikke fikse dig selv.”
“Du skal bare give kroppen lov til at lande.”
Og ved du hvad? Det gjorde hele forskellen.
Det er derfor, jeg tror så meget på Stressagenten
Ikke fordi jeg aldrig bliver ramt. Tværtimod. Jeg bliver jo netop stadig ramt. Jeg bliver stadig usikker. Indimellem er det tit jeg stadig får besøg af min indre Stressmorder.
Forskellen er bare, at den ikke længere får lov til at styre retningen. Jeg aktiverer min indre Stressagent. Ikke perfekt. Ikke hver gang med det samme, men meget mere bevidst.
Og det er præcis det, jeg ønsker at give videre til andre. Ikke et liv uden stress. Ikke et liv uden svære tanker. Ikke et liv uden modgang, men et liv, hvor stress ikke længere får lov til at være direktøren.
Et liv, hvor du lærer at møde dig selv med nysgerrighed frem for kamp. Hvor du ikke spørger:
“Hvad er der galt med mig?” Men i stedet spørger: “Hvad prøver min krop mon at fortælle mig lige nu?”
For nogle gange er det mest omsorgsfulde, vi kan gøre, ikke at presse os selv hurtigere videre, men at give os selv lov til at lande.
Og måske er det i virkeligheden det, der er essensen af at være en Stressagent. Ikke at undgå livet. Ikke at undgå stress, men at stå midt i det hele og vide: “Jeg bliver ramt indimellem, men jeg ved også, at jeg nok skal finde hjem igen.”
For det er ikke fraværet af stress, der skaber et godt liv. Det er måden, vi møder os selv på, når livet larmer.
Én sidste tanke
