Fødselsdagen, der absolut ikke blev som forventet
Da nogen tæt på mig blev bekymrede for, om jeg var på vej ned med stress igen, begyndte min egen efterforskning. For hvornår er en svær periode tegn på, at noget er galt – og hvornår er den bare livet, der gør det, livet nu engang gør?
I går fyldte jeg 39 år. Og jeg var ikke glad. Ikke sådan rigtigt.
Jeg var faktisk ked af det. Der var sådan et tomrum i mig, som jeg havde svært ved at forklare. En underlig følelse, som jeg ikke rigtig kan huske at have haft på en fødselsdag før.
For en fødselsdag skal man da være glad på, ikke? Man skal vågne med flag, gaver og boblende energi. Være taknemmelig. Glæde sig. Fejre livet.
Men min krop havde åbenbart ikke læst kalenderen. Den vidste ikke, at det var den 14. september, og at Maria havde fødselsdag, og at den derfor passende kunne levere en omgang sprudlende fødselsdagsenergi.
Min krop var bare dér, hvor den var.
Og ved du hvad? Det fik den lov til.
Det blev ikke min bedste fødselsdag
Jeg havde haft nogle dage med rigtig meget i rygsækken. Nattevagter. Dans. Mange aktiviteter. Jeg havde været syg og snottet. Der havde været en konflikt, som havde påvirket mig mere, end jeg måske først selv havde forstået. Der havde været familieting.
Og så fortalte min mand mig, at et menneske i familien var blevet bekymret efter at have set mig nogle dage tidligere. Bekymret for, om jeg var ved at gå ned med stress igen.
Av.
Jeg ved godt, at det kom fra kærlighed. Jeg ved godt, at bekymring kan være omsorg. Men det gjorde mig ked af det, fordi det ramte noget i mig:
Har jeg så ikke gjort det godt nok?
Og lige præcis dén følelse kan være så svær. For jeg ved godt, at jeg gør mit bedste. Vi mennesker gør vores bedste ud fra det sted, vi står, og de ressourcer, vi har til rådighed.
Kunne jeg have gjort noget anderledes? Selvfølgelig. Det kan vi altid. Hvis jeg havde valgt vej A, kunne jeg bagefter have spekuleret på, om vej B havde været bedre. Havde jeg valgt B, kunne jeg have gjort det modsatte.
Bagklogskab har uendelige ressourcer. Det har et menneske midt i en situation ikke nødvendigvis.
Må I så ikke være bekymrede for mig?
Det var altså ikke min mand, der oprindeligt havde givet udtryk for bekymringen. Han havde videreformidlet den til mig. Men da den ramte mig, begyndte vi selvfølgelig også at tale om den – og den samtale kom til at skabe noget mellem os.
For min mand er tæt på mig. Han har kendt mig gennem meget af det her, og selvfølgelig har han også været bekymret for mig før. Han har set mig, når jeg har haft det svært, og han ved, hvad jeg tidligere har været igennem.
Så da jeg forsøgte at forklare, hvorfor den her bekymring ramte mig, kunne han også høre det som om, jeg sagde, at de ikke måtte være bekymrede for mig.
På et tidspunkt blev det nærmest:
“Må vi så ikke være bekymrede for dig?”
Jo. Selvfølgelig må I det.
Det er slet ikke dét.
Jeg har bare brug for noget andet sammen med bekymringen: tillid.
Tillid til, at jeg godt kan finde tilbage. Tillid til, at jeg kender mange af mine signaler. Tillid til, at jeg faktisk har lært noget gennem de sidste otte år. Og måske først og fremmest nysgerrighed, før konklusionen kommer.
For der er forskel på: “Jeg kan se, at du er mere stille end normalt”og“Jeg tror, du er på vej ned med stress igen.”
Den første er en observation. Den anden er en hypotese.
Og som Stressagent synes jeg, det er ret vigtigt, at vi lærer at kende forskel.
En god efterforsker beslutter ikke konklusionen på forhånd
For hvad sker der, hvis jeg tager hypotesen “Maria er ved at gå ned med stress igen” og begynder at efterforske ud fra den?
Så kan jeg da finde beviserne. Jeg har været ked af det. Jeg har trukket mig. Jeg har haft brug for stilhed. Jeg har manglet energi. Jeg har ikke rigtig vidst, hvad jeg havde lyst til. Jeg har været syg. Min menstruation er forsinket. Jeg har haft nogle dage, hvor jeg ikke har følt mig som den sædvanlige Maria.
BINGO! Sagen er opklaret.
Eller er den?
For hvis Stressagenten på forhånd har besluttet, at alt, jeg mærker, er tegn på, at jeg er ved at blive syg igen, så efterforsker jeg ikke længere. Så leder jeg bare efter beviser på en konklusion, jeg allerede har truffet.
Og det er en elendig efterforskning.
Hvad ved jeg egentlig?
Hvis jeg i stedet går til sagen med nysgerrighed, ser billedet anderledes ud.
Jeg har været syg. Jeg har arbejdet om natten. Jeg har brugt min krop meget. Der har været mange aktiviteter. Jeg har været følelsesmæssigt påvirket. Noget gjorde mig ked af det. Jeg har haft brug for færre input og mere stilhed.
Men jeg har samtidig kunnet danse og mærke min energi komme tilbage. Jeg har kunnet tage imod en samtale med min mor, fordi jeg kunne mærke, at der var tillid nok til, at jeg kunne åbne mig.
Og da jeg gjorde det, blev jeg mødt. Set. Forstået.
Det var faktisk lige præcis dét, jeg havde brug for. Ikke at blive fikset. Ikke at få forklaret, hvad der var galt med mig. Bare at blive set.
Og noget lettede.
Det er også et spor.
Det, du har fokus på, vokser
Det her tror jeg på. Og jeg ved godt, at nogen måske vil stejle over den sætning, men den er vigtig for mig.
For hvis jeg hele tiden leder efter tegn på, at jeg er ved at gå ned med stress igen, skal jeg nok finde dem. Jeg er et menneske. Selvfølgelig bliver jeg træt. Selvfølgelig bliver jeg ked af det. Selvfølgelig bliver jeg presset. Selvfølgelig kan jeg have tankemylder. Selvfølgelig kan jeg få brug for at være alene. Selvfølgelig kan min krop reagere.
Men hvis jeg hver eneste gang fortæller mig selv: “Åh nej. Nu sker det igen”, så begynder jeg også at orientere mig efter den fortælling. Jeg leder efter tegnene. Jeg fortolker det, jeg mærker, gennem den. Jeg bliver bange for signalerne.
Og så kan jeg faktisk være med til at forstærke præcis den uro og belastning, jeg forsøger at beskytte mig imod.
Der findes et begreb, der hedder nocebo – modstykket til placebo – hvor negative forventninger kan påvirke vores oplevelse af symptomer. Jeg siger ikke, at vi tænker os til al sygdom. Det gør vi selvfølgelig ikke. Jeg siger, at vores tanker, forventninger og fortolkninger ikke er ligegyldige for den virkelighed, vi lever i.
Det, jeg har fokus på, vokser.
Derfor har jeg ikke brug for konstant at fortælle mig selv, at jeg er på vej til at blive syg. Jeg har brug for at spørge: Hvad fortæller min krop mig lige nu?
Måske er stilheden ikke problemet
Min krop kalder stadig på stilhed. Og tidligere kunne jeg måske have tænkt: Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen? Hvorfor får jeg ikke sagt fra? Hvorfor ved jeg ikke, hvad jeg vil?
Men prøv lige at vende den om.
At kunne mærke “Jeg har ikke lyst til noget lige nu” er også at kunne mærke. At kunne mærke, at jeg har brug for stilhed, er også at mærke mig selv.
Og måske havde jeg ikke ressourcer til at sætte den perfekte grænse i det øjeblik, hvor noget ramte mig. Så gjorde min krop det, den kunne med de ressourcer, der var til rådighed.
Det betyder ikke, at jeg aldrig kan sætte grænsen. En grænse har ikke en udløbsdato.
Jeg må gerne vende tilbage senere og sige: “Prøv at høre. Den situation påvirkede mig faktisk. Jeg kunne ikke sætte ord på det dér. Det kan jeg nu.”
Hvorfor sagde jeg ikke noget med det samme? Fordi mine ressourcer var et andet sted.
Det er ikke nødvendigvis svaghed. Det er menneskelighed.
Når forventningerne overstiger ressourcerne
Jeg tror, vi nogle gange kommer til at forvente mere af os selv, end vi har ressourcer til lige dér.
Hjernen har allerede lavet planen: Du burde have sagt fra. Du burde have forklaret dig. Du burde være social. Du burde være glad – du har jo fødselsdag for fanden.
Men kroppen arbejder med det, der rent faktisk er til rådighed. Og jo mere jeg kan møde mig selv dér, jo mindre energi behøver jeg bruge på også at kæmpe imod min egen tilstand.
Det betyder ikke, at jeg skal blive dér for evigt.
Det betyder, at jeg starter dér.
Afdæk sagen. Kortlæg mønstrene. Sæt handling på.
Det er faktisk lige præcis sådan, jeg arbejder som Stressagent. Og de sidste dage har jeg brugt min egen metode på mig selv.
Jeg afdækker sagen. Hvad er der egentlig sket? Ikke kun: “Jeg har det dårligt.” Men hvad har været i min rygsæk? Hvad er fakta? Hvad er mine fortolkninger? Hvad kommer fra mig? Og hvad er andres hypoteser om mig?
Jeg kortlægger mønstrene. Hvad ramte bekymringen i mig? Der dukkede blandt andet én gammel kending op: Har jeg ikke gjort det godt nok? Hvad sker der med mig, når jeg føler mig misforstået? Hvornår trækker jeg mig? Hvornår har jeg kapacitet til at tale? Hvem føler jeg mig tryg nok til at åbne mig overfor? Og hvad hjælper faktisk?
Så sætter jeg handling på. Og handling behøver ikke være at gøre mere. De sidste dage har handling også været stilhed. At trække mig. At lade noget ligge, og give min krop lov til at slappe af og give slip på den forkølelse den havde havde erhvervet sig. At parkere noget, der ikke skulle gennemføres lige nu. At tage imod min mors opkald, fordi jeg mærkede, at jeg havde lyst. At danse, fordi min krop havde lyst til bevægelsen. At lade min fødselsdag være den fødselsdag, den nu engang blev.
Og nu: at sætte ord på det.
En sag bliver ikke nødvendigvis opklaret på én dag
Jeg elsker krimier. Det er ikke tilfældigt, at jeg har skabt Stressagenten. For mig er arbejdet med os selv en form for indre efterforskning.
Og en efterforsker forventer ikke nødvendigvis at forstå hele sagen ud fra det første spor. Der kommer nye oplysninger. Nogle spor viser sig at være vigtige. Andre gør ikke. En hypotese kan se overbevisende ud mandag og anderledes tirsdag, fordi der er kommet ny viden. Og nogle gange opdager vi noget, der ændrer forståelsen af det, der allerede er sket.
Det er sådan, jeg ser arbejdet med mig selv.
Jeg skal ikke have facit med det samme. Jeg skal være nysgerrig nok til at fortsætte efterforskningen.
Det er otte år siden, jeg ramte muren
Det er otte år siden, jeg sidst ramte muren og endte i min sidste store stresssygemelding.
Otte år.
Og jeg har arbejdet intenst med mig selv lige siden. Jeg har lært mere om mig selv, end jeg overhovedet kan beskrive.
Og jeg har aldrig nogensinde sagt: “Nu har jeg lært det. Nu bliver jeg aldrig presset igen. Nu bliver jeg aldrig ked af det. Nu ryger jeg aldrig ned i et hul.”
Det ville være noget fis.
Jeg kan ikke undgå stress. Det kan du heller ikke. Stress er en del af det at være menneske.
Men jeg kan lære at håndtere den.
Og dét gør jeg. Gang på gang på gang.
Jeg falder stadig. Jeg bliver stadig ramt. Jeg kan stadig havne i et hul. Men de sidste otte år har ikke lært mig aldrig at falde ned i et hul igen.
De har lært mig, hvordan jeg finder vejen op.
Og hver eneste gang lærer jeg noget nyt.
Det er jeg fandeme stolt af.
Stressagenten er ikke bare mit arbejde
Derfor kan det også gøre ondt, når mennesker omkring mig bliver bange for, om jeg kan finde tilbage igen.
For Stressagenten er selvfølgelig mit arbejde. Men hun er også en del af mig mig. Jeg har skabt hende ud fra min egen måde at arbejde med mig selv på.
Jeg er Maria. Jeg er mor, kone, sygeplejerske, selvstændig og danser. Jeg er en masse forskellige roller.
Og jeg er fandeme også stolt af min Stressagent.
For hun minder mig om at være nysgerrig. Ikke paranoid. Ikke at lede efter faresignaler overalt. Ikke at diagnosticere mig selv, hver gang livet gør ondt.
Men at undersøge: Hvad sker der? Hvad genkender jeg? Hvad har jeg brug for? Hvad har jeg ressourcer til? Og hvor vil jeg gerne hen herfra?
Alle mennesker har efter min mening noget af det i sig. Du behøver ikke kalde hende Stressagenten. Kald hende din heltinde. Din powerkvinde. Din dronning. Din konge. Eller lad helt være med at give den del af dig et navn.
Jeg kalder min Stressagenten. Fordi jeg elsker krimi. Fordi jeg elsker efterforskningen. Og fordi jeg ikke er en sag, der nogensinde bliver endeligt opklaret.
Jeg udvikler mig. Min krop udvikler sig. Mit liv ændrer sig. Mine relationer ændrer sig. Mine ressourcer ændrer sig.
Så selvfølgelig kommer der nye mysterier.
Brug omsorgen på mig – ikke kun på hypotesen om mig
Måske er det dét, jeg har haft allermest brug for at forstå efter de sidste dage.
Hvis du ser et menneske, du elsker, være mere stille end normalt, behøver du ikke kende årsagen for at være der.
Du kan spørge: “Jeg kan se, du er mere stille. Hvordan har du det?” “Der har været meget. Hvad har du brug for?” “Er der noget, jeg kan gøre?”
De spørgsmål virker, uanset hvad der ligger bag. Hvis jeg bare har en dårlig dag, virker de. Hvis jeg er udmattet, virker de. Hvis jeg er ked af det, virker de. Hvis jeg har brug for stilhed, virker de.
Og hvis jeg rent faktisk var på vej ind i en alvorligere stressbelastning?
Så virker de stadig.
Du behøver ikke diagnosticere mig for at drage omsorg for mig.
Jeg har ikke brug for, at mennesker aldrig bliver bekymrede for mig. Jeg har brug for, at bekymringen følges af tillid.
Jeg har ikke brug for, at du bliver bange for mine signaler. Jeg har brug for hjælp til at kunne være tryg i dem.
Se mig. Spørg mig. Vær nysgerrig på mig. Og hav tillid til, at jeg også selv efterforsker.
Jeg er allerede ved at rejse mig
Min fødselsdag blev ikke den bedste, jeg nogensinde har haft. Sådan er det. Jeg var ked af det. Jeg mærkede et tomrum, og det er helt okay, sådan er livet også, og kroppen vidste ikke jeg havde fødselsdag.
Og jeg blev fejret. Jeg er meget taknemmelig også selvom jeg måske ikke viste det, som man normalt ser det med sprudlende energi og glæde.
Der var flag, der var sang, og jeg fik gaver.
Jeg fik to kilo slik fra min chef fra LOOP. Ja, sådan giver min chef åbenbart fødselsdagsgaver. 😂
Og ja, LOOP. Du læste rigtigt.
Fitnesscenter.
Jeg gentager To kilo slik.
Jeg ved heller ikke helt, om det var for at skabe balance i regnskabet, men populær, det er han – især blandt mine børn. 😂
Om aftenen var jeg ude at spise. Jeg fik sushi og kinesisk mad.
Jeg dansede om eftermiddagen med mit skønne dansehold. Og da jeg dansede, mærkede jeg energien. Jeg mærkede mig, taknemmeligehden og et lille glimt af glæde. Jeg talte med min mor. Jeg blev set. Jeg blev forstået. Noget lettede.
I dag har jeg stadig brug for lidt stilhed. Sagen er måske heller ikke helt opklaret endnu. Det behøver den ikke være.
Jeg kender allerede flere af sporene. Jeg har fået øje på nogle mønstre. Jeg har handlet på det, jeg havde ressourcer til – også når handlingen var at gøre mindre.
Og mens jeg sidder og sætter ord på alt det her, opdager jeg noget. Jeg kan mærke mere. Jeg kan formulere det, jeg ikke kunne formulere for nogle dage siden. Der begynder at komme nysgerrighed igen. Der begynder at komme lyst igen.
Der er bevægelse.
Jeg er allerede ved at rejse mig.
Ikke fordi jeg tvang mig selv op. Ikke fordi nogen fortalte mig, at jeg burde, men fordi jeg gav mig selv lov til først at være lige dér, hvor jeg var.
Min krop vidste ikke, at jeg havde fødselsdag. Den vidste bare, hvad den havde været igennem.
Og måske var dens opgave aldrig at levere en glad og sprudlende Maria den 14. september. Måske var min opgave bare at lytte til den Maria, der faktisk var der.
Det gjorde jeg.
Og Stressagenten? Hun er stadig på sagen. 🕵️♀️ Og stærkere som aldrig før 😉
Tag det du kan bruge- Lad resten ligge.
Tak fordi du læse med.
